Der er noget særligt ved at træde ind i nogle af Københavns mest historiske og fredede ejendomme. Rummene har allerede en fortælling, arkitekturen skaber stemning, og kunsten, lyset eller udsigten giver samtalen nye retninger. Pludselig er kollegaerne samlet om andet end de opgaver, der venter mandag morgen.
Det er netop den oplevelse, Jonas Duus-Larsen, CEO hos Office Club, ønsker at skabe.
“Vi begynder sjældent med budgettet. Først vil vi gerne forstå, hvilken anledning virksomheden ønsker at markere, og hvordan gæsterne skal have det i løbet af aftenen. Derfra kan vi skabe en helhed, hvor rammer, gastronomi, værtskab og underholdning understøtter hinanden.”
Office Club driver kontor-, møde- og eventfaciliteter i fredede ejendomme i Københavns Indre By samt i det fredede Langelinieskuret på Østerbro. Husene er ikke blot en smuk kulisse, men en aktiv del af oplevelsen – nænsomt restaureret med respekt for deres historie og indrettet til at danne ramme om nutidens arbejdsliv, møder og særlige anledninger.
“Vi tror på, at oplevelsen bliver rigere, når man også mærker stedet, man er inviteret til. Historien, kunsten og de arkitektoniske detaljer skaber en særlig ro og nærvær — og giver gæsterne noget fælles at mødes om.”
Når rammerne er mere end blot vægge
I Office Clubs huse i Indre By kan middagen holdes i elegante stuer med kunst, historiske detaljer og udsigt over byen. I Langelinieskuret på Østerbro er skalaen større og mere rå; her møder den fredede havnebygning moderne indretning og udsigt over vandet — med plads til større selskaber, scene, musik og dans.
“Smukke omgivelser gør noget ved os. De får os til at se os omkring, sænke tempoet og være mere til stede — men de skal ikke holde festen tilbage. Når middagen er slut, tåler gulvene også, at der fyres op på dansegulvet. Hvis væggene kunne tale, ville de sikkert kunne berette om store samtaler, sene timer, fest og glade dage – vores huse har set lidt hvert. Det er netop kontrasten mellem de historiske rammer og den levende aften, der gør festen til noget helt særligt og samtidig bidrager til, at vores fredede ejendomme får nyt og tidssvarende liv.”
Office Clubs huse i Indre By og Langelinieskuret på Østerbro spænder fra intime saloner og møderum til større eventfaciliteter. Fælles for dem er ambitionen om at skabe en atmosfære, hvor gæsterne både føler sig velkomne og godt tilpas.
“Hos Office Club bliver man mødt af et dedikeret og professionelt team, der oprigtigt brænder for, at alle gæster føler sig velkomne og set.”


En aften i bevægelse
En af styrkerne ved de historiske huse er muligheden for at lade aftenen udvikle sig med ”sceneskift”, der har wow-effekt. Velkomsten kan begynde med et glas og en kort fortælling om husets historie, før middagen samler selskabet ved et smukt dækket bord. Senere kan aftenen naturligt bevæge sig videre til andre rum, hvor gæsterne kan finde plads i bar, lounge eller på dansegulvet.
Det gælder også de mere usynlige detaljer: placeringen af baren, musikken, bordene og overgangen mellem aftenens forskellige dele. Når flowet fungerer, bevæger gæsterne sig naturligt gennem huset, og arrangementet opleves ubesværet og gennemtænkt.
“Det er ofte de ting, man ikke lægger mærke til, når de fungerer, som har størst betydning. Vi bruger meget tid på at forstå gæsternes sammensætning og aftenens formål, så både logistikken og stemningen får lov til at falde helt naturligt på plads.”
Historien som samtalestarter
De fredede bygninger giver også gæsterne et fælles udgangspunkt. Ved nogle arrangementer kan en fortælling om huset eller et kulturelt indslag blive en naturlig del af aftenen — ikke som et tungt program, men som en lille åbning til stedets historie.
“Når man inviteres ind et sted med karakter og en fortælling, sker der noget i rummet. Det bliver lettere at tale med nogen, man ikke kender så godt, fordi man allerede har en fælles oplevelse at tage afsæt i.”
Det kan være med til at bryde de vante grupperinger og skabe nye samtaler på tværs af afdelinger, roller og relationer.

Mere ud af anledningen
Jonas Duus-Larsen oplever, at virksomheder i stigende grad er bevidste om, hvilke anledninger de samler medarbejdere og samarbejdspartnere omkring.
“Det handler ikke nødvendigvis om at holde mange arrangementer, men om at gøre mere ud af de få, man vælger. Når man samler sit team, vil man gerne give dem en oplevelse, der føles generøs, gennemtænkt og anderledes end hverdagen – en lille ekstra julegave”.
Derfor skal helheden også være på plads: Maden skal tale sammen med vinen, servicen med stemningen og rammerne med selskabet. Office Club arbejder med skræddersyede løsninger, hvor alt fra menu og bar til musik, kulturelle indslag og aftenens flow tilpasses den enkelte virksomhed.
“Maden, vinen og musikken er hver især vigtige, men det er samspillet mellem dem og den rette stemning omkring dem,der skaber en aften, gæsterne tager med sig hjem.”
Målet er ikke blot en vellykket middag eller et fyldt dansegulv, men en fælles oplevelse af at have været med til noget særligt, og at være blevet forkælet undervejs.